fredag den 14. september 2012

VENNER, FERIEGÆSTER OG ALHAMBRA

Hvor tiden dog flyver af sted…..
Til Line som har kommenteret vores side, mange tak for de søde ord. Vi vil ønske dig en god tur til Madrid, og skulle du komme herned på disse kanter, skal du bare kontakte os, vores fælles passion for Spanien og Silkeborg, må da kunne få snakketøjet i gang.

Siden sidste indlæg har vi passe hunden Freja, haft besøg af gode venner fra Silkeborg og er nu i total tosomhed efter et par dejlige uger.

Det gik så fint med at passe Freja, dog peb hun ret meget den første nat, siger vores nabo. Vi har ”lært” hende, at gå lange ture, sidde på en cafe i flere timer, tigge ved bordet og sove i vores seng. Nu må vi se hvad Bent og Gitte siger til det, når de vender retur fra DK.

Fantastisk intim koncert og dans og lækkert mad på en lokal bar.

Med Sonja og Mogens har vi oplevet så meget, både stilhed herhjemme på altanen, gode snakke og grin, flamenco show, besøg hos danske venner, bjergkørsel, stranddag og en fantastisk tur til Granada og Alhambra.

Vi tog en heldagstur til Granada, som er en fantastisk by. Vi slentrede rundt i den indre by, og tog efterfølgende på Alhambra, hvor vi startede med at se Generalifts haver og sommerslottet.

Palacio del Generalife blev bygget i begyndelsen af 1300 tallet. Her trak kongefamilien sig tilbage i de varmeste måneder, og nød køligheden, masser af rindende vand i kanaler og fontæner, skyggefulde områder og de forskellige planter.
Generalifes haver
Sommerslottet

Udsigt fra sommerslottet
Vi nåede også at se Palacios Nazaries – De Mauriske Palader som er et fremragende eksempel på islamisk arkitektur. Lidt besynderligt, at det fineste eksempel på islamisk arkitektur fra det 13.-14. århundrede findes her i Spanien.

Farver og form overgår alt


Det er godt nok flot! Ja,helt fantastisk, sagde Sonja gang på gang.

Drømmen bag dette storslåede byggeri var intet mindre end at skabe en kopi af det islamiske paradis på jord. Det er opnået med en blanding af slanke søjlearkader, fontæner og lysreflekterende vandbassiner, skyggevirkninger og den stadige vekslen mellem gårdenes lys og rummenes skygge forøger oplevelsen. Væggene er dekoreret overalt, med kakler i flotte mønstre og farver, og det samme er kuplerne mange meter oppe. Mange steder er der anvendt stuk, som minder om drypsten.
Det var en fantastisk dag, og vi er helt sikre på, at vi skal derop igen, og så bliver det med overnatning, så meget er der at se på.


8 dejlige dage er slut, og vi siger hasta luego
 Nu er vi så igen i tosomhed, og det er også dejligt.
I vores by er der ca. 28.000 indbyggere, heraf ca. 1000 danskere enten fastboende, trækfugle (som bor her fra okt. til maj) eller feriegæster over en kort eller længere periode.

Vi har knyttet nogle tætte kontakter til flere danskere hernede(det er dejligt at tale sit modersmål). Bare for at nævner nogen er der: Jørgen som er pensionist og som vi stødte ind i sidste sommer, han bor her fast. Arbejdsramte Jane har vi også mødt, hun rejser herned så ofte hun kan.
Jane sad på en cafe på Rådhustorvet og gloede på mig, og fortalte, at hun vidste, at jeg hed Elsebeth, for vi har fælles venner på Face Book, og som hun sagde: Der så jeg dig og vidste I kom til Almunecar. Verden er altså lille…

Netværket bliver udvidet en del uge efter uge. Nu cykler Jane med Jørgen, de to er bare så seje 15 km op i bjergene og retur i ekspresfart. Jane veninde Mille – hun bor her fast og arbejder hernedefra – inviterede os hjem til middag. Hende kender vi nu så godt, at hun har betroet os at passe hendes hund, en yndig en af slagsen. en lille hvid vattot, glad som dagen er lang og meget forkælet, så det er lige noget for mig. OM JEG GLÆDER MIG!

Vores skønne venner: Jane, Mille og Jørgen
I dag har vi meldt os ind i den danske klub, som er en social forening, hvor formålet er, at skabe mulighed for at knytte nye kontakter i det fremmede. Der er en masse forskellige aktiviteter såsom bibliotek/vidiotek med danske bøger og film (HURRA), bingo, kortspil, petanque, sangaftner, pigeklub, spanskundervisning, fester og udflugter, for bare at nævne et udvalg.

Jørgen har også hjulpet mig med at købe en citybike, og tilbudt – uden pres – at være min personlige cykeltræner. Jeg får cyklen leveret næste fredag, og kan allerede sig mig selv suse rundt i byen og langs stranden.

Lige nu glæder vi os til at passe Luna, den lille hvide uldtot og til at besøge Camilla (Mies veninde og vores lånedatter i det spanske) i Marbella, hvor hun skal bo og arbejde det næste år.
LIVET ER DEJLIGT……

Elsebeth





Ingen kommentarer:

Send en kommentar