torsdag den 15. marts 2012

MED MIKKEL PÅ ARBEJDE


Mikkel på vej i skole

Besøg på Huholt Skole
I fredags var jeg med Mikkel i skole, og det var en særlig oplevelse.
Han har talt om alle sine godt 20 elever og næsten lige så mange voksne, og om de udfordringer der altid vil være på en skole med børn med særligt behov.
Da chefen og fruen gik morgenrunde, fik jeg det som en cirkushest der kan lugte savsmulden i manegen. Dejlige og glade børn som var optaget af det de var beskæftiget med. Stille og roligt, en dejlig formiddag på "universitetet".

Efterfølgende frokost på Kløverskolens kontor hvor Else er leder. Helt tydeligt en kvinde der brænder for sit job. Hende kunne jeg godt tale med meget længere end den time vi havde afsat.

Tyskland - proviant til festen d. 17. marts
Efter besøget smuttede vi en tur over grænsen for at få alkohollageret fyldt godt op. Mikkel bliver 60 år på lørdag, og det skal fejres med maner. OK jeg bliver jo også 60 d. 20. marts så det er en dobbelt fødselsdagsfest. Også et farvel til Danmark, nu går vi går på pension, og hvor er det dejligt at se jer inden vi rejser fest.

De sidste dage har vi haft travlt med at finplanlægge lørdagen. I dag kommer datteren min et smut hjem fra Kina, og tro mig, jeg glæder mig helt vildt til at se hende.

tirsdag den 6. marts 2012

TJEK PÅ DIT OG TJEK PÅ DAT....

"Pensionistsysler"

Ja, nu kan jeg jo ikke løbe fra det mere, der er mindre end 14 dage til vi begge runder det skarpe hjørne.
I dag har jeg været med min veninde Jytte på Rosengårdscentret for anden gang indenfor en uge. Det er Alderslyst ældrecenter, og der sker der da en masse ting.....
Vi kommer der blot for at spise frokost for det er SÅ billigt, men dog mest fordi vi har opdaget, at vi kan få lagt bukser op for sølle 30,- kr. Dejligt når vi ikke har symaskine selv.

Det er underligt, at Mikkel drager afsted hver dag, og at jeg bare skal gå herhjemme i Silkeborg. Jeg finder godt nok på noget, måske ikke det helt sprælske, men lidt har jo også ret.
Alenlange lister er skrevet med afbestilling af det vigtige i livet såsom TV pakke, mobil, fastnet, bogklub, og jo nærmere vi kommer udrejsedagen, jo mere skriver jeg på listen,
Rengøring bliver det også til! Jeg har snart ikke mere hud på hænderne, så grundigt er vores køkken gjort rent. Det stråler så meget, at Mikkel må have solbriller på, når han går derud for ikke at bliver totalblændet.

I morgen skal jeg have søsterdag i Herning. Det er altid dejligt at være sammen med min lillesøster Lise. Vi spiser god mad, drikker rødvin og snakker og snakker.

Ja, det er altså dejligt at gå hjemme, men også underligt at tænke på, at jeg aldrig skal på arbejde igen. Kun som leder for Mikkel og hjemmet