tirsdag den 28. august 2012

DE KOM OG REJSTE IGEN

To skønne og udhvilede piger
Datter, veninde og søn på besøg....
De sidste 14 dage har vi haft besøg af to af vores tilsammen fire børn. Elsebeths datter Mie var i Europa (hun bor og arbejder pt. i Kina). Hun festede igennem på Skanderborg festivallen inden hun landede i Malaga. Hun besøgte os sammen med Camilla (en veninde fra gymnasietiden) som også havde deltaget i løjerne i Skanderborg.

Otte dage i fred og ro, med dovne dage ved poolen, masser af sol, mors gode spanske køkken, hyggelige snakke om stort og små, og en enkelt tur til Marbella. Turen tog vi fordi Camilla starter job hernede d. 1. september. Hun er journalist og skal skrive for danske livsstilsmagasiner, som har hovedsæde hernede.

Hendes beslutning om at prøve at bo her i syden er vi total godt tilfreds med. Lidt som at have en del af Mie tættere på, men også fordi de allerede nu planlægger at fejre nytår hos Camilla. "Når det regner på præsten, så drypper det på degnen".  
Ja, vi kan vist godt sætte næsen op efter et besøg ved årsskiftet! HURRA FOR DET...

Jonas - Mikkels yngste søn - købmand i Rema 1000, tog fem dage fri fra sin butik i Åbenrå, så han også kunne komme på besøg. Det var en tiltrængt ferie for ham, og han nød det gode vejr. Alle de forskellige supermarkeder i miles omkreds blev fotograferet (særlig frugt og fiskeafdelingerne) og gennemstuderet i opsætning og plads mellem hylderne. Han var nu ret imponeret over de 15 hylderækker med forskelligt vand vi så i El Campo. Engang købmand altid købmand, også i ferien og et enkelt foto af os og udsigten kom vist også med hjem.

Jonas - købmand Rema 1000
Lige nu er vi så "alene" hjemme, og vi har nu for første gang tid til at finde rundt i vores spanske telefoner, ipod og hvordan vores A/C fungerer. Jeg forsøger mig også ud i at soltørre tomater, lave chilieolie og afprøve spanske opskrifter. Vi skal passe Freja en uge. Freja er hund af Gitte og Bent, vores underboer og ejer af den eneste danske cafe i vores by. Vi glæder os til at afprøve "hundeejer livet" i en uge, lange gåture med den langs stranden, og finde ud af, om vi skal have hund.

Nu med hunden Freja i huset.

søndag den 12. august 2012

FIESTA, FERIE OG FOLKESKOLEN

Fiesta er folkefest..........

Markedspladsen i Almunecar er pt. festplads
Til bal med mor
Den syv dage lange folkefest raser over vores by. Hvis det skal sammenlignes med noget i DK er det Regattaen der dukker op på lystavlen. Masser af mennesker, tivoli, gøgl, lys og fyrværkeri. Hernede er det bare anderledes, da alt på festpladsen først åbner efter at solen er gået ned, og der er blevet køligere og mørkt.
Vi har deltaget i et folkebal, glædet os over børnene der kan holde ud længere end vi - til 2:00 - 3:00 om natten. Til den positive stemning der er, og igen, igen bliver vi helt bløde i knæerne over den stolthed de viser overfor deres gamle familiemedlemmer og fest pyntede børn.
Den lokale bodegas bod

Hvem er mon den smukkeste i dette land?



I skole i Spanien...............
Det spanske skolesystem ligner på mange måder det danske, dog er der en væsentlig forskel. I Spanien er der til forskel fra Danmark skolepligt og ikke som i DK undervisningspligt. Der findes også i Spanien privatskoler. Langt den overvejende del af disse skoler har tilknytning til den katolske kirke, men foretrækkes ikke af religiøse årsager, men fordi disciplinen formodes at være bedre i disse skoler end i folkeskolen. I vores område findes der både en svensk og en norsk skole. Den svenske skole har ca. 200 elever, den norske skole ca. 90 elever. Sprogskolen Bonanova, der ligger i Fuengirola, underviser i dansk et par aftener om ugen og de har ret til at føre elever til de afsluttende afgangsprøver. Disse afholdes i øvrigt med censorer fra Danmark.
I Spanien findes der noget der ligner vores børnehave/klasse. Tilbuddet henvender sig til børn mellem 3 og 6 år, og der er netop tale om et tilbud, men praktisk talt starter alle børn deres skolegang her som 3 årige. Det obligatoriske tiårige skoleforløb er delt i to dele. Educación Primaria: Seks klassetrin for de 6 til 12 årige derefter fire klassetrin – Educación Secundaria Obligatoria (ESO) – for de 12-16 årige. Efter ESO kan eleven enten fortsætte på gymnasiet eller på en erhvervsfaglig grunduddannelse.
Samtlige lærere i folkeskolen er universitets uddannede med særlig vægt på den pædagogiske tilgang hvilket også er anderledes end i Danmark.
Vi bor ikke langt fra skole, som dækker De 3 første år i ”børnehaveklassen” samt de følgende 6 år i Educación Primaria. Lige nu er der sommerferien, men når skolen er i gang, møder børnene kl.9.00 og 2-3 bevæbnede betjente i uniform hjælper børnene sikkert i skole. Forældrene har ikke umiddelbart adgang til skolen, men afleverer og henter deres børn ved skoles port. Hele skolen er indhegnet så problemet med elever, der forlader skolen i undervisningstiden eller i frikvartererne findes ikke.
Mikkel





søndag den 5. august 2012

AUGUST WEEKEND

Blæst, billeder, boller og balfaldera.....
Hjemmets kreative hjørne

Vi har brugt et par dag på at indrette malerværksted/hjørne på vores bagaltan. Vi startede med at køre i AKI = Silvan for at finde et underlag på 2 x 3 meter til flisebelægningen, for at undgå at grise for meget på fliserne. Vinyl, skabt til formålet, sammen flisemønster, som det oprindelige gulv, det ser ikke værst ud.


Måler 120 x 80 fra 2005
I Almunecar er der en fantastisk butik med alt for en kreativ person. Maling, lærreder, akvarel, papir og andet guf til scrapbooking. Her gik vi amok og til en pris ca. 25 % under DK priser. Hjem og indrette, det nye grej lagt på plads i skufferne, og derefter  se klædeskabet igennem, for at udpege det ultra ældste tøj til ”krea” tøj.
Mikkel har været igang på to lærreder, og resultatet tegner godt.
Nu forstår jeg også hvorfor Mikkel ville have underlag, hold da op. Han siger selv, at han maler med fingrene, men jeg mener det er med hele kroppen.
Jeg har også tegnet et par skitser, og sat akrylfarve på det ene. Har før malet akvarel, så jeg skal lige øve mig i ikke at småfedte med en tynd pensel og bare give los. Men hyggeligt er det, når vi står der sammen og er helt stille og koncentreret.


Festaber 40 X 40 fra 2011

Mikkel har udstillet flere steder i DK og han har også solgt en del.
Nu går jeg jo og tænker, mon han også kan sælge her i Spanien.

For pengene kunne vi tage en tur til Caribien eller på krydstogt i middelhavet.
Nå, bjørnen skal jo skydes, før vi kan sælge pelsen, og hvis vi vil til Caribien, så kan vi også uden salg af noget som helst.



Hele vores by er på den anden ende, der gøres klar til den traditionsrige Feria de Almunecar, som er en ugelang byfest med hovedvægt på flamenco musik og dans, folkebal, tyrefægtning og en masse sports konkurrencer. 
I følge programmet, som jeg har forsøgt at oversætte, venter der os også en aften hvor Mis og Mister Almunecar skal kåres, ligesom der skal kåres en dronning og konge blandt byens børn. Tro nu ikke Don y Donna Michelsen har en chance i nogen konkurrence, hverken som Mis/mister eller i sport!

Festugen slutter d. 15. august, som er en officiel spansk helligdag. I 1950 udsendte pave Pius d. 12 et Mariadogme, som fastslog at Maria ikke var død eller begravet som andre mennesker; men var blevet optaget med sjæl og legeme i himlen. Derfor fejre den katolske kirke Marias Himmelfart d. 15. august.
Vi skal også fejre dagen, og har bestil bord kl. 21:00 på Danske Cafe Rosa og skal her opleve La Grand Final med middag og fyrværkeri i forreste parket, har værtsparret lovet os.

I aftes lørdag var der Late Night fra kl. 21:30 til 2:00, hvor alle butikker i byen havde åben, og med nedsatte priser. Jeg siger jer, de støvler fra Wonders og Campers, mindst 40 - 50 forskellige modeller, korte, lange med og uden hæl til bare 45 euro. Jeg kunne ha` købt til jer alle, men andre havde også fået den ide, så der blev slæbt poser hjem, dog ikke os, vi gloede bare på det hele!

I dag søndag er der varslet storm, og jeg siger jer, det stormer, så altanerne er pakke ned, så vi kan undgår at få noget ødelagt. Vi må holde os indendøre, og søndagshygger med oprydning, læsning og jeg har bagt gode "danske" gulerodsboller til fryseren.

Mums, de boller er gode




onsdag den 1. august 2012

VI SÆTTER NAVN PÅ

Visitkort og navneskilt over døren……

Siden vores besøg hjemme i Danmark har vi talt om, hvor meget vi kommer til at bruge vores lejlighed i Silkeborg, og om vi skulle sige den op.
60.000,- 70.000,- kr. løber den op i om året, og vi vil max komme til at bruge den 3 – 4 uger om året.
Seler og livrem har ikke været vores måde at leve livet på, så derfor har vi taget en beslutning, vi vil være fastboende hernede, og ikke have bopæl i Danmark.
Jeg ser for mig Hotel Dania i Silkeborg eller D`angleterre i København. Flere dages besøg hos familie og venner (nu er I advaret), og pist vi har allerede booket i Silkeborg (dog ikke Dania) til Riverboat Jazz 2013, som vi bare skal deltage i. Ja, vi siger lejligheden på Borgergade op pr. 1. november.

Indbo til salg
Vi kommer til Danmark først i oktober, hvor vi skal tømme lejligheden og gøre den klar til overtagelse. Derfor får vi en masse ting i overskud. Blandt andet:
2 små lædersofaer (brune og160 cm lange)
140 m boxseng (købt i november 2011)
Rundt hvidt spisebord og 4 blå eller hvide stole
Hvidt barbord fra Ikea
Hvidt sofabord
Komfur og køle/fryseskab
Kondicykel
Klædeskab og kommode
Køkkenudstyr
En masse andet, som vi ikke kan huske/ved endnu
Vi sælger for højeste bud når vi runder Danmark.

For at vende tilbage til Spanien og vores beslutning. Vi har talt med ejeren af vores lejlighed, og vi kan mindst bo her i 5 år, og vil kunne købe hvis vi ønsker det. Måske giver vi et købsbud, når vi er helt sikre på, at det er her i Resort Santa Cruz vi vil bo for altid. Det giver ro i maven at kende vores adresse de næste år frem!!!
Sådan! Her er vores adresse, telefonnumre og mailadresser

Her bor vi!

Vi har derfor fået lavet visitkort, Mikkel kan ikke leve uden og det kan jeg vist heller ikke. Vi har fået navneskilt over døren, og nye senge. De to første ting var lette at bestille og købe, men sengen har vi søgt efter i flere omgange.

IKEA er blevet besøgt, de spanske senge er kun 190 cm. lange, og min mand 192. De taler ”mærkeligt nok” også kun spansk i IKEA, så der var ikke megen hjælp at hente. Men gode gamle JYSK som også ligger i Malaga, se de havde vores nye senge, og tilmed en norsk medarbejder, som vi kunne snakke med. Nu står der to nye senge i vores soveværelse på 200 X 90 cm, og den ”gamle” seng på 140 X 200 bliver hente af vores danske venner der bor på bjerget bag os. Ikke lang væk, men alligevel 20 minutter i bil. Dejligt vi har vores egen seng hos dem, når vi skal på visit, og har fået mere end et glas rødvin.
For god orden skyld.
Mikkel fik sin middags livret stegt flæsk med persillesovs, og det smagte ham vel, intet gik retur i køkkenet. Som han sagde: ”Sådan noget godt mad, kan vi ikke smide ud”
Helt anderledes gik det med de fyldte auberginer vi fik i aftes… 
Det her taler vist for sig selv