DEN 1. MAJ

Arbejdernes internationale kampdag

Første maj har altid været en særlig dag for mig. De fleste ret fantastiske og en enkelt så grufuld og forfærdelig en dag som jeg aldrig vil glemme.

Som fireårig fik jeg en dejlig lillesøster, og i mit tilbageblik mod barndommen var 1. maj en festdag. Både fordi vi skulle fejre hende, men også fordi jeg er opvokset i et socialdemokratisk hjem, hvor vi deltog i 1. maj møder, og med alt det jeg med barnets øjne husker, markeds gøgl, karuselture, candyfloss og fællessang.

  Jeg startede også mit allerførste job som institutions leder den 1. maj. Sidenhen åbnede jeg Græshoppen 1. maj 1999, og sidste år d. 1. maj Guldsmeden.



Den røde trøje med rosen er på i dag.



I min tid i Silkeborg har jeg deltaget i 1. maj møderne Lunden. Da jeg lærte Mikkel at kende, fik disse møder en større dimension, fordi han altid kende en eller flere af talerne personligt. Jeg husker bedst det år hvor Mette Frederiksen talte, hun var god. Stemningen i Lunden,med lysegrønne bøgetræerog Silkeborg Langsø i baggrunden er et fantastisk syn.

Også det at mødes med gode venner og opleve dagen sammen.

I dag har vi så oplevet 1. maj dag for første gang her i det sydspanske. Det blev en helt anderledes dag end vi forventede. 1. maj er helligdag i Spanien, og der var bare folk på gaden i hele byen, og særligt i vores bypark. Masser af borde og stole, stor scene, kæmpe paella, fadøl (kendes også fra DK) børn der optrådte med flamenco dans, ikke en eneste tale, banner eller fane. Det der slog mig allermest var den hjertevarme de viser hinanden i familierne, hvor stolt de er af deres børn og hvordan de spontant danser og klapper flamencoens rytmer.



Glade børn i dans



Paella nok til 1000



Den mest forfærdelige dag var den 1. maj 1979 - den dag blev mit ældste barn Morten begravet, kun knap 5½ år gammel.